Dansk stil skammernsdatter

Blis

Jeg endte ude i stalden hos Blis igen. Der var noget fantastisk trøstende ved sådan et stort varmt dyr, der var ligeglad med, at man havde skammerøjne. lagde kinden mod den bløde, efterårs lodne hals og stod, der og græd en lille smule, men det mørknede udenfor.

Jeg gik ind til byen. Det regnede mens jeg gik over torvet. Der var næsten ikke nogen på torvet og dem, der var kiggede ned med det samme fordi de så mig fordi de vidste jeg var skammernsdatter. Jeg så der ikke var nogle ind i kroen der inde så. Jeg begyndte at løbe fordi det nu regnede det rigtig meget. Da jeg kom ind var jeg næsten helt gennemblødt.  Jeg var den eneste der var der udover kroværten hun kom lige til at kigge mig i øjne hun kiggede væk. Jeg skyndte mig at sige undskyld og gik ud. Mor havde sagt at jeg skulle gå over til møllen og hente noget mel. Det tog ikke mere end fem minutter at gå der over, men det føltes som en time eller to. Da jeg kom der over så jeg Cilla og en hel masse andre piger der legede frier til prinsessen. Der var helt vildt mange sække med mel, korn og en hel masse andet. Cillas’ fem rigtig store storbrødre kastede rundt med sækkene med korn og mel som om der bare var fjer.

Det var selvfølgelig Cilla der var prinsessen og de andre piger der skulle frie. Legen gik ud på at den der skulle frie fik en opgave af prinsessen hvis at man klarede skulle man være prinsessen og hvis man ikke var det dens næste tur. Da jeg så dem spurgte jeg om jeg måtte være med. Alle pigerne sagde nej højt i kor, men til min store overraskelse sagde Cilla ja, men på en betingelse at du kan synge alle tolv vers af Vandringsmanden mens du står på et ben med lukkede øjne. Det er noget af det sværest jeg nogensinde havde prøvet. Det var svær nok bare at syng alle tolv vers, men da jeg nåede tolvte vers fik jeg noget vådt, klistret og snasket i hoved.

Så havde den fede møgunge kastet valle i hoved på mig. Jeg blev så vred at jeg aldrig havde prøvet noget lignende det var så klamt og det lugtede af lort. Jeg tog fat i hende og sagde ”kig mig i øjnene”. Det var som om at hun bliv nød til at se mig i øjnene som om hun ikke kunne lade være. Hun så mig i øjnene det var en fed fornemmelse at kigge hende i øjnene. ”Skammer du dig Cilla ”sagde jeg. Cillas far kom løbende og sagde ” hvad sker der her” og så begyndte jeg at løbe.

På vej hjem tænkte jeg på ,hvorfor skulle det lige være mig der skulle være skammerensdatter, hvorfor kunne det ikke være Melli eller nogen af de andre piger.